Kære Skorpe og medlem

Den 11. juni 2004

 

DKO – på den yderste pynt…

 

Titlen på jubilæumsbogen er blevet højaktuel. Skoleborgmester Per Bregengaard har informeret bestyrelsen om, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har foreslået, at en af kommunens observationskolonier bliver overflyttet til skolen i Hellebæk, samtidig med at DKO i sin nuværende form nedlægges.

 

Det er meningen, at den overflyttede observationskoloni får navnet Det kongelige Opfostringshus. Skolens bestyrelse har informeret personalet og elever om beslutningen jf. medfølgende meddelelse fra borgmesteren og skolebestyrelsens formand Trine Schaltz.

 

Som selvejende institution skal forvaltningen dog iagttage vedtægtens bestemmelser, og man arbejder fortsat videre med forslaget med henblik på at få Civilretsdirektoratets godkendelse til den ændrede brug af  DKO’s ejendom Hellebækgård.

 

Foreningens bestyrelse har drøftet situationen for at beslutte, hvordan foreningen skal forholde sig til meddelelsen, og hvad foreningen bør gøre i den forbindelse.

 

Skal foreningen bakke beslutningen op, eller hvad????

 

Bestyrelsen vil gerne høre, hvad holdningerne er i medlemskredsen, og indkalder hermed til medlemsmøde onsdag den 16. juni kl. 19:00 i foreningens lokaler.

 

Som oplæg til mødet har bestyrelsen forsøgt at trække linierne op for forslagets konsekvenser og skal hermed præsentere, hvad bestyrelsen selv er kommet frem til af mulige forslag.

 

Bestyrelsens holdning og forslag

 

1. Det kongelige Opfostringshus' navn (og flag) bør ikke anvendes af en institution som f.eks. en observationskoloni, hvis formål er så forskellig fra DKO's.

 

2. Ophører DKO som kostskole må DKO’s ejendom Hellebækgård sættes til salg, og formuen bruges til en fond, hvoraf renterne skal anvendes til hjælp til uddannelse af trængende, velbegavede og flittige elever, i øvrigt iht. vedtægtens § 8.

 

3. Ophører DKO som kostskole i sin nuværende form, foreslås vedtægten ændret til fordel for oprettelse af f.eks. en efterskole for unge (drenge og piger).

 

4. Overgår DKO’s ejendom Hellebækgård til anden anvendelse end den i vedtægten beskrevne, bør bidragyderne til den nyligt gennemførte renovering have deres bidrag tilbagebetalt.

 

 

Har du ikke mulighed for at deltage (vi beklager den korte frist), må du meget gerne give din mening til kende pr. e-mail til red@ohf.dk eller postalt til foreningens adresse. Du kan efterfølgende kunne holde dig informeret om udviklingen i sagen ved at gå ind på foreningens hjemmeside www.ohf.dk

 

Med skorpehilsen

 

Finn Johansen

pva. Bestyrelsen