ADVOKATERNE

NÉMETH & SIGETTY A/S

 

 

 

 

frederiksgade 21

DK-1265 københavn k

telefon   +4533133344

telefax    +4533130334

postgiro 3017664

bankkto.  2150 0567240878

CVR-nr.    17022245

 

 

birgitte németh

K. L. németh

ole sigetty, m.a.

Sven Hougaard

C. Hastrup Knudsen, adv.fm

 

 

 

 

 

Den 24. september 2004                            J.nr. 13094                                KLN/smo

 

 

 

 

Civilretsdirektoratet

Æbeløgade 1

2100 København Ø

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vedr.: J.nr. 03-410-1350/5 - Det kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse.


I fortsættelse af tidligere korrespondance i ovennævnte sag, herunder Direktoratets skrivelse af 17.august 2004, vender jeg som advokat for Opfostringshusforeningen tilbage til sagen.

 

Indledningsvis bemærkes, at jeg er ganske uenig med Civilretsdirektoratet i, at Opfostringshusforeningen ikke kan betragtes ”som part i sagen”.

 

Opfostringshusforeningen blev stiftet marts 1872, og har stedse spillet en stor rolle i relation til Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse. Foreningens formål er bl.a. at formidle støtte til skolen. Foreningen har gennem de seneste mere end 100 år spillet en væsentlig rolle i forbindelse med skolens drift, herunder senest i forbindelse med fremskaffelse af midler til skolens ombygning. Jeg må derfor kræve, at Civilretsdirektoratet behandler Opfostringshusforeningen som part i sagen.

 

Foreningen er netop gjort bekendt med de beslutninger, der er truffet i Københavns Kommunes Uddannelses- og Ungdomsudvalg den 1.september 2004. I den anledning skal jeg på Opfostringshusforeningens vegne meddele, at Opfostringshusforeningen anser det for uhensigtsmæssigt, at selve udvalget indtræder som bestyrelse for DKO, i stedet for den hidtidige bestyrelse. Man kan med rette, rejse spørgsmål om, hvorvidt Uddannelses- og Ungdomsudvalget overhovedet besidder den fornødne habilitet til at forhandle med Københavns Kommune, dels om opsigelse af driftsoverenskomsten, dels omkring afvikling af den gæld, der gennem årene er oparbejdet (jf. herom nedenfor).

 

Det er Opfostringshusforeningens opfattelse, at der bør indsættes en uvildig, uafhængig og sagkyndig bestyrelse, bestående af personer, der ikke står i afhængighedsforhold til Københavns Kommune, således at eventuel afvikling af driftsoverenskomsten og afklaring af det økonomiske mellemværende mellem Københavns Kommune og den selvejende institution, samt eventuel ændring af den selvejende institutions formålsparagraf, behandles af denne uafhængige bestyrelse.

 

Jeg går ud fra, at Civilretsdirektoratet er orienteret om de beslutninger, der er truffet på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ordinære møde den 1.september 2004, herunder at Udvalget en bloc har tiltrådt bestyrelsesbeslutninger for perioden 1.januar 1998 til 31.august 2004.

 

Det fremgår af resuméet fra udvalgsmødet, at forvaltningen ønsker fortsatte aktiviteter for børn og unge i DKO’s ejendomme i Hellebæk, og ønsker at de fremtidige aktiviteter i videst muligt omfang skal ligne de nuværende aktiviteter, også med hensyn til klientel. Det anføres endvidere i udvalgets resumé: ”Forvaltningen finder, at dette bedst opnås ved at overføre en observationskoloni til DKO’s ejendomme”. Det er Opfostringshusforeningens opfattelse, at overførsel af observationskoloni til DKO’s ejendomme ikke vil være i overensstemmelse med den selvejende institutions vedtægter. Formålet med skolen er at give eleverne et nyt livsforløb, medens eleverne på observationskolonien alene er tilknyttet kolonien i få månederne på 3-6 mdrs. varighed. Så vidt jeg er orienteret, er der i 2000 udarbejdet en intern rapport for Københavns Kommune om observationskolonier, en form for kulegravning af observationskolonier. Jeg anmoder om, at denne rapport måtte blive fremskaffet af Civilretsdirektoratet og indgå i Direktoratets sagsbehandling. Efter de for mig foreløbig forelagte oplysninger, vil rapporten underbygge den opfattelse mine klienter har, nemlig at det vil være uhensigtsmæssigt og i strid med den selvejende institutions vedtægter at overføre observationskolonien Terrasserne til DKO, når det anføres i resuméet fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde, at ”målgruppen er den samme”.

 

Samtidig anmoder jeg om, at der hos Københavns Kommune indhentes nøje redegørelse for, hvorledes gælden til Københavns Kommune er opstået. Jeg er bekendt med, at der foreligger rapport fra Revisionsdirektoratet vedrørende DKO’s drift. Jeg anmoder om, at de foreliggende rapporter måtte blive fremskaffet og indgå i sagsbehandlingen.

 

Det er Opfostringshusforeningens og min opfattelse, at det må befrygtes, at den gæld, der er opstået til Københavns Kommune ikke er en reel gæld, men snarere er opstået derved, at Københavns Kommune ikke bidrog med samme betaling pr. elev som andre kommuner, hvorved driften, der burde have hvilet i sig selv, har været underskudsgivende. Jeg anmoder om, at Civilretsdirektoratet hos Københavns Kommune indhenter redegørelse for forholdet mellem den betaling Københavns Kommune foretog pr. elev, og den betaling andre kommuner, der har anbragt elever på DKO, betalte.

 

Der foreligger mig bekendt revisionsrapport, dels fra 2001, dels fra august 2004. Disse rapporter ønskes fremskaffet.

 

Opfostringshusforeningen er villig til at stille en eller flere personer til rådighed, således at disse kan indtræde i bestyrelsen og samarbejde omkring en omdefinering af skolen og DKO’s vedtægter.

 

Det beklages, at Civilretsdirektoratet ikke har fundet anledning til at besvare min henvendelse af 25.august 2004.

 

Med venlig hilsen

K.L. Németh