En lotteriedrengs erindringer
Klasselotteriet
Af Gerhardt Nielsen, nr. 1 – 1882-86.
I Budstikken nr. 11 så I et billede af mig i lotteridragten. Nu er ærmerne skåret af, så drengene optræder med bar arme under trækningen; mens vi førhen havde tætsluttende gummimanchetter om håndledene. Hvor var vi stolte vi 6 drenge, der var på holdet hvert halvår. Nr. 1 i klassen trak dog det hele år, så at vi i alt var 11 lotteridrenge i ældste klasse, når vi fik den fine lotteridragt på, med dette utal af knapper og med røde kantninger.
tænk – det fortaltes at det var hændt, at de lykkelige, der fik udtrukket en stor gevinst, havde honoreret denne med en 100 krone seddel til holdet. Det hændte nu ikke mit hold. Ligeledes sagdes det, at kongen havde numrene fra 1 til 100 i lutter hele sedler, og hvis en af disse blev udtrukket med en passende gevinst, blev der ligeledes doneret os et pænt beløb. Da vi imidlertid ikke trak noget så lavt nummer ud, blev der heller ikke nogen kapitalforøgelse for os ad denne vej.
Om morgenen tidlig drog vi ud til Industriforeningen, hvor udtrækningen fandt sted, og her trakteredes vi med sødmælk og boller; det var vel nok et traktement ovenpå vort spartanske morgenmåltid på Opfostringshuset. Når dørene til salen åbnedes, masede publikum på for at erhverve sig en siddeplads på de ret umagelige bænke uden rygstød. De der kom sidst måtte stå op.
Fordelingen af de 6 drenge var således:
En oppe på bordet ved det store nummerhjul, hvoraf han tog nummeret, der fik gevinst. Det gled ned gennem en glastragt, hvor no. 2 tog imod det, skubbede ”spattet” – en lille rød kartonring – af det sammenrullede nummer, foldede dette ud og gav det til en lotterifunktionær, der råbte nummeret op.
Imens havde no. 3 taget en gevinstseddel op af det lille hjul, ladet det løbe gennem en tilsvarende glastragt til no. 4, der tog ”spattet” af og gav sedlen til en anden funktionær, der så nævnede gevinstens størrelse. Var denne på 2000 kr. og derover, blev både nummer og gevinst opråbt endnu en gang.
Nu stod nr. 5 og trak nummer og gevinstseddel på en tyk, grøn silkesnor, der for hver 50 par sedler afsluttedes med papplader og forsegledes med lotteriets segl.
Begge hjulene blev så lukkede og fik nogle omdrejninger; det store hjul af Lotteriets bud; det lille af vor no. 6.
Samtidig skiftede drengene foroven ved hjulene og forneden ved tragtene plads med hop ned og spring op; vi var vel nok gymnastikere.
Efter at trækningen for den dag var endt, måtte vi besørge Lotteriets officielle trækningslister i afskrift bragt til dagbladene og til Ritzaus Bureau på Købmagergade. Der var rift om det sidste sted, thi her vankede en 25 øre. Vi forsøgte en gang at stille to deroppe; men det blev dog alligevel kun til een 25 øre, så der var jo en slem skuffelse.
En dag fik vi dog ekstraarbejde. Drengen foroven ved nummerhjulet havde mas med at få slåen sat for og budet begyndte at dreje på hjulet; En del af numrene spredtes over bordet og gulvet, og trækningen måtte afbrydes.Stort virvar!Hele det store hjul måtte tømmes og de sammenrullede numre lægges i bakker med fordybninger, vist 1000 i hver bakke, og således kontrolleredes om alle numre var til stede. Heldigvis stemte antallet, så at trækningen kunne fortsættes næste dag.
Vi havde naturligvis tilnavne til de fleste af de voksne, vi kom i berøring med. En storladen herre af de tilsynshavende, der sad og gnavede chokolade, hed naturligvis ”chokoladetønden”.